XXXX Vandværkets historie
Kagerup Andels Vandværk er privat, anlagt i 1967 og har anlægsnummer 215-17. Vandværket blev tilsluttet en eksisterende boring fra 1965 (no.187.609) med en dybde på 22 m., hvor vandet findes i et grus-/groft sandlag.
I 1980 blev vandværket renoveret og forsynet med en udvidelse af rentvandstanken. I 1996 blev en ny boring (no.187.1288) lavet og taget i brug. Denne boring er 25 m. dyb, og også her findes vandet i et grus/groft sandlag.
En gammel boring (no. 187.141) fra 1954, som tilhørte og forsynede den forhenværende flyvestation blev samtidigt lukket. I 2001 blev vandværket fornyet og er i dag et helt moderne vandværk med nye pumper, samt opdelt i en højtrykssektion og en lavtrykssektion for at opnå et rimeligt tryk i såvel den højere som den lavere del af ledningsnettet.
Tryk og mængde styres elektronisk ved kontinuerligt at styre hastigheden på pumperne. Hydroforanlægget blev samtidigt fjernet.
I 2004 blev der installeret en nødgenerator på 16 kW med dieselmotor, således at vandforsyningen kan opretholdes i tilfælde af længere strømsvigt.
Ledningsnet
Ledningsnettet har en længde på ca. 5,7 km og forsyner 155 forbrugere.
Kontrol med vandkvaliteten
Vandkvaliteten har hele tiden været ekstrem fin, og den kontrolleres 2 gange om året af et anerkendt laboratorium. Hårdhedsgraden er 16,0 dH. En gang om året kontrolleres for 26 forskellige skadelige stoffer og pesticider, og der er ikke fundet nogle overskridende værdier af disse, i vores vand.